Babytegn er enkle tegn og fagter, som giver din baby mulighed for at tale, inden baby mestrer det talte sprog. Babytegn bruges sammen med ord og tale, hvorfor det ikke må forveksles med almindeligt tegnsprog eller ’tegn til tale’.
Babytegn benyttes, fordi babyer fra en tidlig alder forstår meget mere, end vi ellers tror. Babyer er langt klogere, end vi går og tror, og hvis de kunne tale, allerede fra de var helt små, ville vi hurtigt opdage, hvor meget, de ser, tænker, og følger med i. Ved hjælp af babytegn kan barnet gøre sig forstået, inden det kan tale, og derved kan babyerne tale i den periode, hvor de ved så meget, men kun kan sige lidt.
Ved at benytte babytegn, viser forældrene, at de forstår, hvad babyen siger, og babyen føler sig derfor anerkendt og forstået. Brugen af babytegn er på samme måde med til at styrke barnets lyst til at lære og derigennem fremme det talte sprog.