Pernille Hjortshøj, Familieglæde, Babytegn og babyrytmik, ammevejleder, børnesundhedsvejlederMit navn er Pernille Hjortshøj (fra 1992), og det er mig, som står bag Familieglæde. Privat bor jeg i Arden, ved Aalborg. Jeg er gift med Jens, og sammen har vi Erika (marts 2017) og Vilma (marts 2021).

Jeg er, af natur, en meget nysgerrig person. Jeg er nysgerrig på, og fascineret af, mennesker, og hvorfor vi handler, som vi gør? Jeg holder virkelig af at observere, lytte og mærke folk, og jeg har en stor interesse i at hjælpe folk med at forstå, hvad der ligger bag – og evt. også hvad vi kan gøre for at opnå bedst mulig trivsel. Netop dét gør, at jeg altid har vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker, og derfor faldt det mig helt naturligt, at jeg skulle være socialrådgiver, og på den måde opnå en masse socialfaglige kompetencer.

Jeg har altid interesseret mig for musik og sang og de følelser, musikken skaber hos os mennesker. Ligesom jeg altid har opsøgt læring og ny viden indenfor mine interesser. Derfor vidste jeg, at babytegn via BabySigning var det perfekte for os. Vi kunne nu kombinere interessen for musik, men nysgerrigheden for at lære. For os var det helt perfekt at lære babytegnene gennem sange, musik og leg.

På samme måde har jeg altid haft en stor passion for sundhed, kost og trivsel. Hvilket grundlæggende udspringer fra min egen barndom, hvor min søster havde forskellige udfordringer; som børneeksem, problemer med ørerne, reaktioner på tobaksrøg og forskellige fødevarereaktioner. Det betød, at jeg fra tidlig alder har fulgt med, når mine forældre har forsøgt med forskellige løsninger for at dæmpe symptomer og finde årsagerne til problematikkerne. Som teenager begyndte forskellige fødevarereaktioner at fylde ekstra omkring mig. Nu var det ikke kun min søster. Flere tætte familiemedlemmer fik konstateret forskellige fødevarereaktioner, og da jeg blev student, var det påvist, at jeg selv reagerer på mælkeprodukter og på hvede. Efter jeg er blevet mor, kan jeg for alvor se, at den kost vi spiser, og den måde vi lever på, har en enorm stor indvirkning på vore trivsel. Erika er ingen undtagelse her. Det betyder, at jeg hver dag tillære mig nye erfaringer.

Jeg oplever tydeligt vigtigheden af, at vi ”tager fat om problemets rod” og arbejder med årsagen til symptomet. For det er den eneste måde, vi kommer udfordringen og problematikken til livs. Det er præcis det samme med amning. For hvad er egentlig grunden til, at det gør ondt, eller til at baby reagerer på præcis dén måde? Hvad ligger der bag symptomet. Det er det, vi skal finde ud af. Måske handler det også om mors kost? Det ved vi først, når vi har undersøgt det hele nærmere. Det er her min uddannelse som ammevejleder og ikke mindst som børnesundhedsvejleder træder i karakter.

Hos Familieglæde er du og din baby i centrum.
Både når det er gennem sang, dans, musik og babytegn. Men bestemt også i forhold til amning eller udfordringer med søvn, kost, fødevarereaktioner, eksem eller lignende. Jeg tager udgangspunkt i jer og jeres situation.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål.
Jeg glæder mig meget til at møde jer!